Vinduer og døre

Vedligeholdelse af vinduer og hoved- og køkkendøre

 

Vinduer og hoved- og køkkendøre i foreningen har efterhånden nogle år på bagen, og kræver derfor vedligeholdelse. Særligt i årets kolde måneder vil andelshavere kunne opleve træk, hvilket medfører varmetab, men også unødvendig støj udefra vil kunne få adgang til lejligheden. Ofte er det tætningslisterne, som skal efterses og vedligeholdelse.

 

Jf. A/B Thors vedtægter § 10 balanceres ansvarsfordelingen således, at andelsforeningen påtager sig udgifter i forbindelse med udskiftning af vinduer og hoved- og køkkendøre, mens al vedligeholdelse påhviler andelshaveren. Herunder regelmæssigt eftersyn, smørelse og eventuel udskiftning af tætningslister.

 

Vedligeholdelse af vinduer

Det er vigtigt, at du et par gange årligt gennemgår alle dine vinduer. De skal rengøres og vedligeholdes for at forlænge levetiden.

Dette gør du bl.a. ved at åbne vinduerne og vaske alle tilgængelige false, kroge og hjørner, hvor fx insekter ofte gemmer sig. Det er især vigtigt at få fjernet spindelvæv og lignende, der med tiden uundgåeligt sætter sig i krogene og kan blokere for det automatiske vandafløb og den naturlige ventilation omkring rammen.

Også alle bevægelige dele skal smøres med jævne mellemrum. Dette gøres med et par dråber syrefri olie et par gange om året, så de fortsat bevæger sig ubesværet. Brug f.eks. symaskineolie eller WD-40.

 

Tætningslister

Tætningslisten er den gummiliste, du kan se, når du åbner vinduet eller døren. Den sidder typisk på vindues- eller dørkarmen.

For at tætningslisten virker optimalt, er det vigtigt, at den er blød og smidig, således at den kan forhindre kulde og lyd i at komme ind i lejligheden, når vinduet eller døren udvides og sammentrækkes fx under temperatursvingninger.

Almindelig nedvaskning af tætningslisterne et par gange årligt holder dem smidige og forlænger levetiden. Undgå at bruge for kraftige rengøringsmidler, varmt vand med lidt fortyndet, mild rengøringsmiddel anbefales.

Ved maling af vinduer og døre er det desuden vigtigt at undgå maling på tætningslisterne, da dette nedsætter smidigheden og dermed funktionsevnen.

 

Nedenfor er en række henvisninger til hvordan du selv kan afmontere ældede tætningslister og udskifte dem med nye:

 

Youtube: Udskiftning af tætningslister på termovinduer

Bolius: Spar på varmen – tjek husets tætningslister

Bolius: Sådan skifter du let tætningslister

 

Hvis du er i tvivl om proceduren eller hvorvidt det er tætningslisterne, den er gal med i din lejlighed, er du velkommen til at kontakte ejendomservice, SFG indenfor indenfor kontortid.